Marinho - Brasserbold

Gå til indhold

Hoved menu:

Marinho

Fodboldlegender


Marinho - 'Den blonde heks', der gav Pelé en 'hat'!



Den 1. juni 2014  døde Marinho Chagas på et hospital i João Pessoa i det nordlige Brasilien. 'Den blonde heks' var en af de helt store profiler på det brasilianske VM-landshold i 1974, hvor han på klassisk brassermanér konstant angreb fra sin venstre backposition. Holdet under ledelse af den legendariske træner Mário Zagallo fik en skuffende fjerdeplads ved slutrunden i Vesttyskland, men Marinho var en af de spillere, som man husker bedst, og han var nok turneringens bedste venstre backs, hvis man kun kigger på det offensive.

Der er et eller andet sted noget Garrincha over hans historie. Marinho var en spiller, som var ligeglad med det hele. Debutkampen for Botafogo i 1972 var mod Santos med selveste Pelé på holdet, men det rørte ikke 'heksen' en tøddel. Ved første lejlighed lavede han en 'hat*' på Brasiliens største fodboldnavn gennem tiderne, hvilket fik Pelé til at irettesætte den 20-årige rebel med ordre om ikke at lave det nummer igen. Og Marinho, han svarede selvfølgelig med ordene:

- Du kan sgu rende mig i røven!

Senere hen kom Marinho som sagt på landsholdet, og der var han heller ikke bleg for en konflikt. Da Brasilien i 1974 tabte bronzekampen til Polen med 1-0 kom det til slagsmål i omklædningsrummet mellem Marinho og målmanden Leão, der kritiserede sin venstre back for at være skyld i målet. Faktum var da også, at hurtigløberen Grzegorz Lato udnyttede den berømte 'Avenida Marinho Chagas', altså området bag den blonde back, efter at Marinho selv havde åbnet for kontrastødet med en sløset aflevering direkte i skoene på en polak.

Nej, Marinho manglede ikke personlighed, og han var en fantastisk fodboldspiller, men også noget af en playboy. Det lange lyse hår og hans fremtoning fik mange damer til at dåne, og det søde liv lå heller ikke langt fra hans mentalitet. Han fik problemer med alkohol, og det var også et resultat af alt for mange cocktails i alt for lang tid, som gjorde en ende på hans liv. Til et Panini-byttetræf begyndte Marinho pludseligt at hoste blod op, og selvom han blev bragt hurtigt til hospitalet, så stod hans liv ikke til at redde.

'Den blonde heks' døde bare 62 år gammel, men historierne om ham kører videre. Hans liv er beskrevet i bogen 'A Bruxa - E as vidas de Marinho Chagas' (Heksen – og Marinho Chagas' mange liv'), og det ligner til forveksling de ting, man hører om spillere som Garrincha, George Best, Paul Gascoigne, fodboldidoler, som på livets landevej bliver tacklet af en flaske eller to. Det hænder desværre alt for ofte..
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu